“Content is king” er det regerende citat indenfor markedsføring.

Det er et citat, der er gentaget så ofte, at det måske er lidt slidt, men uanset dets sproglige kvaliteter sidder det stadig solidt på tronen. 

Siden internettets udbredelse i starten af 1990´erne er deling af indhold online blevet demokratiseret.

Alle kan lave indhold og publicere det online, men det er ikke alle, der bliver set, hørt eller læst på internettet. 

For virksomheder er content marketing en effektiv og troværdig metode til synlighed og nye kunder. Ved at tilbyde honningkrukker med spændende indhold, frem for sure reklamecitroner, der frastøder kunden. 

Hvorfor er content marketing effektivt?

Content marketing er markedsføring, der informerer, underholder, uddanner eller tilbyder løsninger.

Når metoden bruges rigtigt, er styrken at den tiltrækker læseren frem for at irritere og skubbe læseren væk. 

Du kan som virksomhedsejer få stort udbytte af at lave content marketing. Årsagen er at content marketing er en meningsfuld måde at knytte kontakt til dine kunder, skabe opmærksomhed omkring din virksomhed og opbygge tillid. 

Det gør du ved at skabe nyttigt indhold, der møder kunden på forskellige dele af købsrejsen, f.eks. i starten, hvor kunden har et problem, men endnu ikke har en løsning.

Eller midt i rejsen, hvor kunden er igang med at overveje, hvilken løsning, der er den rigtige.

Og i den sidste del af rejsen, beslutningsfasen, hvor kunden skal overbevises om at du tilbyder den bedste løsning på problemet. 

Hvilke muligheder har du for at lave indhold, som giver mening for virksomheden, og virker troværdigt på kunderne? 

Blogartikler er billig og effektiv markedsføring

Blogartikler er et værktøj, som du med fordel kan tage op af værktøjskassen.  Blogartikler er effektiv og billig markedsføring. Du skal naturligvis investere tid i at lave research, ideudvikle og skrive artiklen.

Men indsatsen betales tilbage mange gange: Blogartikler er med til at give organisk trafik til din hjemmeside og hvis du konsekvent forfatter godt, autentisk indhold, vil din hjemmeside få bedre placering på Google. Sammen med en god SEO-indsats, naturligvis. 

Målet er at skabe troværdigt og autentisk indhold, hvor fokus udelukkende er at hjælpe din kunde, frem for at sælge.

Del ud af den særlige viden du har, giv kunden løsninger på problemer, uddan kunden til at tage de rigtige beslutninger.

Vær tydelig om hvad du tilbyder – dine ydelser eller produkter er måske den rigtige, måske ikke. 

Blogging tiltrækker nye kunder

Ifølge Hubspots globale undersøgelse fra 2018, mener 82% af marketingmedarbejdere at blogging kan betale sig, da aktiviteten resulterer i øget salg og flere kunder.  

Hvad skal du gøre, hvis du gerne vil lave godt indhold?

Nøglen er at skabe originalt indhold, som er naturligt knyttet til din virksomhed.

Beslut dig for at lave indhold, som fokuserer på kvalitet og relevans, frem for at masseproducere artikler af tvivlsom, overfladisk kvalitet.

Del din viden med kunderne og etabler dig som ekspert i dit felt

Hvilke pejlemærker skal du styre efter, når du laver gode, engagerende blogartikler?

Her er 10 kendetegn, der kendetegner troværdige, interessante og sælgende blogartikler:

1. Indholdet er præget af et klart mål

2. Læseren får udbytte af at læse artiklen

3. Emnet er klart for læseren

4. Det er noget læseren kan bruge direkte – f.eks. en guide trin-for-trin

5. Du løser et problem for læseren

6. Formen: Tal direkte til læseren

7. Formen: Sproglig klarhed

8. Du træder tydeligt frem i teksten

9. Du deler viden og gode råd, som viser din ekspertise og kompetence

10. Læseren guides til at tage det næste skridt (CTA)

1. Indholdet er præget af et klart mål

Hvad vil jeg gerne sige?

Det er et spørgsmål, som du gerne skal stille dig selv stædigt igennem hele skriveprocessen: Mens du brainstormer, mens fingrene tapper i tastaturet, mens du drikker kaffe eller laver overspringshandlinger.

Hvad vil jeg gerne sige?

Stil spørgsmålet og vær kritisk over for svaret. Det skal gerne holde i forhold til punkt 2, som jeg kommer til lige om lidt. 

Er du i tvivl om hvad du vil sige? Begynd at lave en tænkeskrivning, hvor du f.eks. starter med at skrive: “Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg vil sige, men jeg tror at temaet er sådan og sådan..”

Forsæt med at skrive, uden at rette og vurdere på ordenes og sætningernes kvalitet. Du kan på den måde hugge dig ind til kernen af dit svar. 

2. Læseren får udbytte af at læse artiklen

Hvordan skriver man blogartikler, som læseren vurderer positivt? Det handler om at du har klarlagt punkt 1: Hvad vil jeg gerne sige?

Og det er værd at spørge sig selv i denne fase:

Hvorfor er det jeg gerne vil sige interessant for læseren? Hvilken værdi giver jeg i artiklen? 

Det kommer an på hvad du gerne vil skrive om, og hvad du ved om din kundetype, så du kan skrive ind i kundens ønsker, mål og behov. Det er en vekselvirkning mellem de to, der skaber en levende tekst, der rækker ud mod læseren. 

“Er jeg god nok til at skrive blogartikler?” Spørger du måske dig selv.

Skrivning er ikke en hellig gral, som kun er for de få udvalgte. Alle kan skrive og træne deres stemme som skribent. Men det er vedvarende arbejde. Du lærer at skrive ved at skrive. 

Skrivning er et håndværk, hvor man går op i ordenes kvalitet, tekstens forløb, og gerne vil tage læseren ved hånden igennem teksten.

“Er min blogartikel god nok?” Kan du måske spørge dig selv.  

Du skal heldigvis ikke skrive den ultimative artikel om “det mest revolutionerende produkt” i verden, “den definitive løsning” og lignende.

Derimod skal du undersøge et emne, som du har noget af værdi at sige noget om.  

Ingen tekster er definitive, der kommer tekster efter dine, som har noget nyt og andet at sige.

3. Emnet er konkret for læseren

Som før nævnt, er de bedste blogartikler konkrete og fokuserede på ét emne. 

“Hvordan indkredser jeg et specifikt emne?” Spørger du måske.

Det gør du ved at skrive kontinuerligt. Og revidere. Og skrive igen.

Skrivning er en proces, der støber ideer. Nogle af ideerne er formfuldendte som Michelangelos David, andre er mere som et askebæger, der er lavet i børnehaven. 

Lug ud i ideerne og parker dem, der ikke løfter sig fra jorden. Skriv videre på dem der har svævepotentiale. 

En skriveproces er en snørklet sti med små og store forgreninger.

Der opstår en masse ting i processen, som ikke kan spændes ind i skemaer eller skabeloner.

Derfor: Sænk skuldrene og skriv. 

Måske starter du med et emne, som er alt for bredt, hvor du først skriver om alt og dermed om ingenting. Det er ok, bare du ikke trykker på knappen med “Udgiv”. 

Jeg startede f.eks. arbejdet på denne artikel med emnet: “Hvad et godt indhold?”

Det er et meget bredt emne, som jeg brugte tid på at skrive mig ind i, indtil jeg landede på emnet: “10 ting der kendetegner en brillant blogartikel”

Hvis du begynder med et meget bredt og uspecifikt emne, kan du pejle dig ind på kernen i emnet ved f.eks. at skrive alle dine ideer ned til det brede emne.

Læg mærke til hvor der er potentiale; her kan du bidrage med viden og indsigt, der gør en forskel for læseren.

Og skriv så løs.

Det første udkast må gerne være grimt, som Ann Handley, forfatter og ekspert i digital markedsføring, udtrykker det.

Når du er færdig, har du ét konkret mål med artiklen, som din læser gladeligt vil læse om. 

4. Det er noget læseren kan bruge direkte - f.eks. en guide trin-for-trin

Hvad kan du hjælpe kunden med? Der er mange muligheder, der har en ægte forbindelse til lige præcis din virksomhed.

Her er nogle ideer til indgangsvinkler:

Løs kundens problem. Du kan skrive utallige blogartikler, der centrerer sig om at adressere kunders problemer. Tilbyd en ærlig og saglig løsning.

FAQ. Hvad spørger dine kunder ofte om? Skriv en FAQ, der svarer på spørgsmålene og samtidig inspirerer kunden. Nævn dit produkt. En enkelt gang. Du skal jo ikke sælge i denne omgang. Du kan strukturere artiklen som en Q&A. 

Gode råd. Har du nyttig viden eller gode råd, som kunden kan bruge? Lav en liste med godt layout, så kunden nemt kan overskue rådene. 

Guide trin-for-trin. Du kan hjælpe kunden med en konkret guide til “sådan gør du”. Skriv tekst, men tænk også visuelt. Brug billeder, grafik og processymboler såsom pile, numre og flueben, der overskueliggør processen. 

Cases. En case kan give kunden indblik i hvordan andre kunder har fået løst opgaver af dig. En god case fokuserer på at beskrive opgaveløsningen i detaljer, den understøttes visuelt og lader kunden fra casen om at beskrive oplevelsen af din service. 

5. Du løser et problem for læseren

Godt content handler om at skabe værdi til kunden. Og en af de vigtigste værdier, du kan tilbyde, er at løse kundernes problemer. 

En effektiv metode er at spørge kunderne direkte om hvilke problemer de har. Du kan også undersøge, hvilke spørgsmål potentielle kunder stiller online.

Skriv en grundig og interessant blogartikel, der tilbyder en kvalificeret løsning på problemet.

6. Formen: Tal direkte til læseren

Skriv gerne til læseren direkte i form af “du”. Det vil skærpe din skrivning at du har en konkret modtager – din kunde – som skal have nytte af at læse din tekst.

Du kan med fordel have kundepersonaer, med detaljerede beskrivelser af kundens alder, interesser, arbejde, familie og fritidsliv.

Det er nemmere at skrive til kundepersonaen Trine eller Henning, end en ansigtsløs person. 

7. Formen: Sproglig klarhed

“Hemmeligheden ved gode tekster er at skære hver sætning ned til dens reneste form”. 

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist William Zinsser, som er anerkendt for sine skriveråd. 

Når du har skrevet det første grimme udkast, skal du gå teksten igennem og skære ned; kig på sætninger og fjern overflødige fyldord og rens komplicerede sætninger til enkle, klare sætninger. 

Når din læser oplever en tekst, der tydeligt fortæller om emnet, er du igang med at fange læserens opmærksomhed. 

Og den skal gerne fanges fra starten af artiklen, da du konkurrerer med en medievirkelighed, hvor læseren konstant får nye beskeder og indhold fra mobiltelefonen og PC. 

Læs teksten igennem og bliv ved med at fjerne, ændre eller tilføje, indtil der ikke er mere, der stikker ud og er overflødigt i teksten.

8. Du træder tydeligt frem i teksten

Hvordan vil du gerne henvende dig til læseren?

Det er værd at beslutte sig for, hvilken måde du ytrer dig i teksten. Er det et “man” eller “jeg”, du gerne vil skrive med?

Det viser sig ofte at forfattere, der benytter sig af jeg-formen, skriver mere ærligt og autentisk for læseren. Og det er med til at din blogartikel bliver levende og inviterer læseren til at dykke ned i den. 

Overvej om det passer til din virksomhed, at du skriver i jeg-form? Svaret kommer bl.a. an på hvem dine kunder er, dit produkt og om der skal være navngivne forfattere på bloggen eller ej.

9. Du deler viden og gode råd, som viser din ekspertise og kompetence

Du lykkes allerbedst med content marketing, hvis du oprigtigt gerne vil hjælpe din læser

Hvis du konsekvent giver dem det bedste, mest hjælpsomme indhold, vil du blive opfattet positivt og dine læsere vil være mere tilbøjelige til at give noget til gengæld, f.eks. deres email eller kontaktinformationer. Der skal gerne være en balance, hvor læseren oplever det som rimeligt at afgive sine informationer. 

Del ud af din viden og ekspertise om emner, som naturligt knytter sig til virksomheden og dine kunders virkelighed. 

Gør det med venlighed og positivitet, der smitter af på læseren.

Væk læserens engagement i dig og din virksomhed. 

Understøt gerne din ekspertrolle med udtalelser fra kunder og samarbejdspartnere, som et socialt bevis på at du er værd at samarbejde med eller købe hos. 

10. Hjælp læseren til at tage det næste skridt (CTA)

Og endelig er det essentielt at din blog indeholder klare vejvisere til læseren, så han/hun kan tage det næste skridt. 

En knap der skiller sig klart ud via layout og markante farver er et eksempel på en CTA. Den giver f.eks. læseren mulighed for at læse mere, downloade en e-bog, tilmelde sig et webinar eller dit nyhedsbrev. 

De mest effektive Call to action-elementer har gerne tæt sammenhæng med det din blogartikel handler om. Du kan f.eks. lave en CTA, der tilbyder en premium-version af emnet i blogartiklen, til gengæld for læserens email. 

Husk helst et CTA-element i alle dine blogartikler, så din læser kan få mere information om dig og din virksomhed.

Dine blogartikler nemlig værd at læse, fordi du gerne vil hjælpe kunden. 

Vil du anbefale artiklen? Så del den gerne med dit netværk:

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Bloggens forfatter

Jeg hedder Marie Nørgaard, og er selvstændig markedsføringskonsulent og tekstforfatter.

Jeg hjælper mindre virksomheder og solo-selvstændige, så deres hjemmeside, tekster og kommunikation bliver den bedst mulige.