12 trin til at skrive den bedste om-side

Din “Om side” er en af de vigtigste sider, når nye kunder skal danne sig et indtryk af din virksomhed. 

Det kan imidlertid være udfordrende at skrive en side om dig selv. Din virksomhed er formentlig et personligt projekt, ofte med eget hjerteblod, sved og tårer investeret.

Disse forhold kan godt komme i vejen, når du skal skrive om-siden. Fordi det kræver objektivitet, distance og overblik at skrive om sig selv. 

Dine kunder besøger om-siden for at få et sagligt indblik i din virksomhed, ikke en rosefest eller et overdrevent billede af virksomhedens fantastiske præstationer. 

Eksempler på skulderklappende selvros kan ses på LinkedIn. En trend, der dominerer i 2020, er virksomheders opslag om konstant succes og mere og mere fantastiske resultater. 

Det ene opslag efter det andet fejrer exceptionelle resultater og milepæle. Man kan spørge sig selv, om der også er blevet begået fejl i disse virksomheder en gang imellem? 

Skriv derfor ikke din om-side ligesom et succes-opslag på LinkedIn. Det virker utroværdigt. 

Hvis du gerne vil have den besøgende til at huske din virksomhed, så skal du finde den menneskelige vinkel. 

Hvorfor er det en god strategi? Fordi mennesker vil gerne handle med andre mennesker. Som måske endda indrømmer fejltagelser og hvad de har lært af dem. 

Om-siden er en af de mest besøgte sider

Der er 4 sider på din hjemmeside, som er mest besøgt ifølge marketing- og salgsplatformen Hubspot:

  1. Forsiden
  2. Om-siden
  3. Bloggen
  4. Kontakt siden

Der er derfor gode grunde til at investere tid og kræfter i at disse sider fungerer 100% med hensyn til indhold, brugervenlighed og hvilke skridt, du ønsker kunderne skal foretage, når de er på siden. 

Dine kunder går ind på din om-side af forskellige grunde. De vil f.eks. gerne have information om:

  • Hvad du sælger
  • De mennesker, der driver virksomheden
  • Om du og dine medarbejdere virker troværdige og tillidsvækkende
  • Virksomhedens resultater
  • Hvad andre synes om din virksomhed 
  • Jobmuligheder

12 trin til den bedste om-side

Måske synes du at det er en svær opgave at skrive en om-side? Du er måske i tvivl om, hvordan du giver kunden et troværdigt og tillidsvækkende indtryk?

I det følgende får du 12 trin, som hjælper dig til at få lavet en om-side, som du kan være stolt af

De 12 trin hjælper dig til at fange kundens opmærksomhed øjeblikkeligt, sikrer en brugervenlig oplevelse og giver dig konkrete ideer til afsnit om virksomhedens historie, din passion og hvad kunden skal gøre på siden. 

Her en gratis tjekliste med de 12 trin, som du kan downloade kvit og frit, inden du læser guiden nedenunder:  

Gratis download

12 trin til den bedste om-side

Få tjeklisten, der trin for trin guider dig til at skrive en om-side, som du kan være stolt af

1. Det vigtigste skal være "over folden"

Når din kunde kommer ind på om-siden er de første 3 sekunder afgørende. Hvorfor? Fordi det er ca. den tid, en besøgende bruger på at afgøre, om siden er værd at besøge. 

Uha. Det er ikke meget tid at gøre med. Men der er råd for det.

Det handler om at være krystalklar i dit budskab: Den allervigtigste information om virksomheden skal være “above fold” – dvs. i toppen af siden, inden brugeren begynder at scrolle ned. 

Det handler om at fortælle den besøgende den allervigtigste pointe om din virksomhed over folden. Eksempler på det kan f.eks. være:

  • Din virksomheds mission
  • Det unikke produkt som virksomheden sælger
  • En kort beskrivelse af de mennesker, som med passion og dygtighed tegner virksomheden
  • Hvordan du/I hjælper jeres kunder på en særlig måde
  • Den værdi dine kunder får ved at købe dine ydelser og produkter

Denne ene vigtige pointe, som du gerne vil have at den besøgende skal huske frem for alt andet, skal stå først på om-siden, i et klart sprog, selvfølgelig uden floskler eller overdrevne plusord.   

2. Undgå en betonmur af tekst

Når du skal igang med at skrive de enkelte afsnit i om-siden, er det en god ide at være opmærksom på at en besøgende ikke er interesseret i at læse meterlange beskrivelser af virksomheden.

Den digitale virkelighed er hæsblæsende hurtig, og brugerens tålmodighed er spinkel. 

Når kunden lander på din om side, motiveres de ikke til at læse videre, hvis de møder en uigennemtrængelig betonmur af tekst uden luft, underoverskrifter eller punktopstilling. 

Gør derfor afsnittene korte og rediger beskrivelserne omhyggeligt, til du er sikker på at hvert eneste ord gør et nødvendigt arbejde. Skær overflødige ord og sætninger væk med gavmild hånd. 

3. Hvad hjælper du med?

I dette afsnit kan du uddybe, hvad din overskrift klart og præcist udtrykker over folden. 

Sæt kunden i centrum: Hvad er interessant for dem at få at vide? Hvad kan du hjælpe dem med? Hvad får kunden ud af det? 

Skriv gerne direkte til kunden i form af “du”, men undgå at sætte dig på skødet af kunden sprogligt.

Skriv klart i dit eget sprog og i øjenhøjde med kunden. Tjek også at sproget er korrekt. 

4. Hvem er dine kunder? Beskriv dem

I dette afsnit kan du præcisere hvem dine kunder er. Du vil få mange besøgende på hjemmesiden, men ikke alle er dine kunder. 

Lad den besøgende få tydelig information om, hvilke kunder du hjælper. Du kan udbygge afsnittet med en kundeudtalelse af en ideel kunde, som du gerne vil have flere af.  

5. Hvad er særligt ved din virksomheds historie?

Mennesker handler helst med mennesker, frem for ansigtsløse virksomheder. 

Giv kunden et levende indblik i din historie. Fortæl kunden om vigtige punkter eller milepæle i virksomhedens historie. Hvor i historien skiller den sig ud? Hvordan var virksomheden i starten? Hvordan udviklede den sig?

Er der særlige erfaringer og måske endda fejl, som har hjulpet til nye opdagelser og styrket erfaring?

Hvis du driver en ny virksomhed, er der selvsagt mindre historie at gøre med. Fokuser istedet på at beskrive de nye ideer, der er grundlaget for virksomheden. 

Hvis din virksomhed er flere år gammel, er det oplagt at fremhæve virksomhedens stabilitet, trofaste kunder og troværdigheden, der ligger heri. Fremhæv gerne særlige milepæle i virksomhedens historie. Husk den menneskelige vinkel (mennesker handler helst med mennesker). 

Du kan også fremhæve, hvilke personer der har gjort en særlig indsats i virksomheden. 

Lav små miniportrætter med billeder af personerne. Inddrag kunden ved at beskrive, hvad de kan hjælpe kunden med. 

Har du brug for et kommunikationstjek af hjemmesiden?

6. Sæt ord på dit-aha øjeblik

Husker du et helt særligt øjeblik, hvor du vidste, hvad du gerne ville arbejde med som selvstændig? Det kan være: 

En særlig idé, som er fundamentet for virksomheden?

Eller en passion for et emneområde, som du kan undervise andre i?

Eller et produkt eller ydelse, som skiller sig ud og er nytænkende?

Beskriv det afgørende øjeblik, hvor du fik en aha-oplevelse, som gav dig retningen for din virksomhed. 

Kunderne vil sætte pris på at lære dig at kende gennem en konkret historie om hvad der giver dig drivkraft. 

7. Hvilke værdier driver du virksomheden ud fra?

Dette afsnit er svært, fordi det ikke skal ende med at blive et afsnit, hvor flosklerne står i kø. Kunden er ikke interesseret i at læse hurra-ord om virksomhedens værdier og visioner, hvis der ikke er noget håndgribeligt, som holder beskrivelserne fast i virkeligheden.

Tag gerne udgangspunkt i konkrete eksempler, når du skriver om virksomhedens værdier, så det ikke udvikler sig til en ballon med varm luft. 

Hvis du driver en virksomhed, som tager socialt eller bæredygtigt ansvar, er det en god ide at fortælle en levende historie med rigtige mennesker og initiativer, som giver kunden en godt indtryk af, hvordan virksomheden tager ansvar. 

Her er et godt eksempel fra Storm Advokatfirma i Aalborg. Det er ikke en om-side, men en nyhed, der beskriver projektet “Cool East.”

Teksten er god, fordi der fortælles i et klart og vedkommende sprog. Projektet handler om kulturelle og sportslige aktiviteter, som skal være med til at løfte Aalborg Øst. Advokatfirmaets grunde til at sponsorere projektet indgår på en naturlig måde i teksten. 

8. Skriv klart og personligt

Selvom du driver i en virksomhed, betyder det ikke at du skal skrive i et særligt “business sprog”.  

I nogle større virksomheders kommunikation er der en tendens til at kommunikere i corporate sprog, ud fra forestillingen om at det signalerer professionalisme.

Virksomheder vil gerne “vækste”, “optimere” eller arbejde “agilt”.

De “arbejder dynamisk” og “implementerer nyt”.

Problemet med de ord, er at der ikke er nogen mennesker til stede i dem. Stilen signalerer en afsender, der mangler menneskelighed, selvom det slet ikke er tilfældet. 

I de værste eksempler er der ingen der forstår, hvad der siges. 

Du kan beskrive din virksomhed i et klart og enkelt sprog. Kunderne identificerer sig med mennesker – så skriv til dem med personlighed og tydelighed.

At nå frem til denne enkelhed er ikke en loppetjans – det er resultatet af tænkning og dedikeret tekstarbejde.

9. Billeder: Sæt ansigt på virksomheden

Det er en god idé at have billeder af virksomhedens ansatte på om-siden.

Som sagt, så engagerer du læserne, når de kan mærke at en virkelig person skriver til dem. Og du skaber også interesse, hvis de kan se et billede af dig.

Forslag til billeder på om-siden kan være:

  • Portrætbilleder
  • Produktbilleder
  • Et billede af en arbejdssituation i virksomheden 
  • Stemningsbilleder fra virksomheden, f.eks. møder med kunder

10. Lad loyale kunder fortælle om virksomheden

Har du gode og loyale kunder? Så lad dem beskrive det positive udbytte, som de har fået ud af at købe ydelser eller produkter ved dig. 

Kundeudtalelser virker, fordi det er mere troværdigt at lade andre fortælle om dig og din virksomhed. 

En god kundecase fortæller med kundens egne ord:

  • Hvilken forskel du konkret har gjort for kunden
  • Hvilket problem du har løst for kunden
  • Hvilke ekstra fordele kunden uventet fik 
  • Hvordan kunden oplevede din service og opgaveløsning
  • Hvad der adskiller dig fra andre på området
  • Hvorfor kunden anbefaler netop dig

11. Call to action

Nu har du sandsynligvis skrevet en masse gode udkast til korte, enkle afsnit, som præsenterer din virksomhed på en vedkommende og troværdig måde. 

Et vigtigt element på om-siden er en call to action, dvs. indhold, som guider din besøgende til at foretage en handling, som du ønsker. 

Det kan f.eks. være, at du gerne vil have den besøgende til at læse mere på din blog. Lav en call to action, der inviterer læseren hen på bloggen. 

Måske har du en gratis prøveversion af et online produkt. Inkluder en CTA, hvor kunden kan få adgang til ressourcen. 

Eller du kan tilbyde gratis hjælp til kunden inden for en ydelse, som du har fokus på at få flere kunder til. Lav en CTA, som tydeligt viser værdien og hvad kunden skal gøre for at få adgang til hjælpen.   

12. Husk vigtige kontaktinformationer

En kunde, der interesseret har læst om dig og virksomheden, vil også gerne nemt kunne finde kontaktinformationer og lignende fakta om virksomheden. 

Skriv derfor vigtige oplysninger på en overskuelig og spiselig måde. 

Vigtige oplysninger på om-siden: 

  • Navn
  • Adresse
  • Telefonnummer
  • Email
  • CVR-nr

Gør det gerne så nemt og overskueligt for kunden at komme i kontakt med dig. 

Inspiration til om-side design

Hvis du mangler ideer til din om-sides indhold og design, kan du finde eksempler her: 

12 About Us Page Examples That Are Probably Better Than Yours

50 of the best “About Us” pages to inspire you

Vil du anbefale artiklen? Så del den gerne med dit netværk:

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Vil du gerne have mere gratis viden?

I nyhedsbrevet får du:

Bloggens forfatter

Jeg hedder Marie Nørgaard, og er selvstændig markedsføringskonsulent og tekstforfatter.

Jeg hjælper mindre virksomheder og solo-selvstændige, så deres hjemmeside, tekster og kommunikation bliver den bedst mulige.

Jeg tilbyder også skriveworkshops til selvstændige, der gerne vil være bedre skribenter.